De første ti år med tvillinger – en brugsbog for tvillingeforældre


10 år med tvillinger af Abelone Glahn De første ti år med tvillinger

Abelone Glahn
Pris 98,- plus forsendelse




Med baggrund i egne oplevelser beskriver journalisten og tvillingemoderen Abelone Glahn de første ti år med de enæggede tvillinger Albert og Valdemar.

Bogen er ikke kun rettet til tvillingeforældre og pårørende, men også i høj grad til sundhedspersonale, pædagoger, skolelærere og andre, der via deres arbejde kommer i kontakt med tvillinger.

Det er en lærerig personlig beretning, som bl.a. handler om at ligge med to skrøbelige nyfødte på intensivafdelingen, om fryden ved at have to på een gang, om søskendejalousi og -solidaritet, om erfaringer med at adskille eller samle børnene i børnehave og skole, om påklædning, sproglig udvikling, identitetsdannelse og individualitet.

Gennem interviews med andre tvillingeforældre berøres emner som fosterreduktion, skilsmisse, og enæggede som tveæggedes indbyrdes dominans.

Abelone Glahn beskriver også dilemmaet mellem at være dybt fascineret af dette særegne livsvilkår, og samtidig at skulle slås for, at tvillingerne kan stå imod omgivelsernes ofte meget unuancerede opfattelse af tvillinger som en slags spektakulære særlinge.

En god grundbog, der holder længe!

Bogen er inddelt i kapitler med hver deres faktuelle afsnit, som kan bruges til opslag.

Læs blandt andet om:

Citater:
Det er en absurd diskussion at prøve at fastslå, om det er nemt eller svært at have tvillinger. Det er hverken det ene eller det andet. Det er begge dele.  Jo bedre man kender spekteret, desto bedre rustet er man til at tage udfordringen.
Fra Forordet
 

Med til historien hører, at min mormor fik svangerskabsforgiftning, mens hun ventede mine tveæggede morbrødre, og døde kort efter fødslen i barselssengen. Solstrålen i den tragedie var, at sygeplejersken, der passede disse to moderløse tvillinger på fødeklinikken blev forelsket i min morfar og  kort efter gift med ham.
Jeg fik selvfølgelig svangerskabsforgiftning…..

Fra Tvillingerne konstateres

 Det er enestående at være tvilling, men hvert enkelt barn i et tvillingepar er også enestående. Tvillingerne må gerne forstå, at de er noget særligt, fordi de er tvillinger, men det er forældrenes opgave at få dem til at føle, at de også hver for sig er noget særligt.
Fra kapitlet identitetsdannelse 

Lige så meget energi det kræver at blive forældre til et par tvillinger, lige så meget energi skaber det. Det er, som om evnen til at organisere og systematisere rationelt automatisk opøves, så tingene blir lettere at overkomme, og det er, som om man i lange perioder ikke har brug for nær så meget søvn som år senere, selv om søvn i den samme periode er det eneste, man tænker på.
Fra De næste ti måneder

 Hentede jeg Albert fra en fødselsdag, spurgte han med usvigelig sikkerhed: – Har Valdemar savnet mig? Og det var lige så givet, at Valdemar i de mellemliggende timer indtil flere gange havde spurgt:
– Tror du Albert savner mig ?
Gensynsglæden var stor hver gang,  og slikposen blev i øvrigt som regel givet til Augusta, der på en sjov måde følte sig dobbelt snydt.

Fra Børnehavetiden

 Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er nogen regler om hvorvidt man skal skille tvillinger ad eller ej. Forældrene må sammen med skolen finde den bedste løsning, og parterne må træffe en aftale, der gør, at det, der een gang er besluttet, kan ændres, hvis det viser sig at fungere dårligt for børnene.
Fra skolestart

 Lad være med, selv i dit hoved eller sammen med kolleger, at kategorisere børnene som parvise modsætninger (den aggressive/den passive, den stille/den udfarende, den bløde/ den stærke). Disse betegnelser vil hænge ved og blive selvforstærkende. Du vil opdage, at tvillinger ofte skifter roller i bølger på 3-4 måneder, og det kan skade for livet at blive fastholdt i et bestemt mønster.
Fra Gode råd til lærere

 Tvillinger gøres til spektakulære, synkrone særlinge i det ene stereotype udgave efter den anden. Men tvillinger er i virkeligheden lige så mangfoldige som alle andre mennesker, og proportionerne forsvinder fuldkommen i denne fascination af det identiske: Det er kun hver tredje tvillingepar, der er enæggede. Hovedparten af tvillinger er tveæggede og ligner ikke hinanden mere end søskende.
Fra kapitlet identitetsdannelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.